Jeg er blevet syg idag og ligger med en knaldende hovedpine og feber – det er virkelig med nød og næppe at jeg kan finde energi til at skrive det her indlæg! Ikke desto mindre er jeg ret glad for at jeg har hjemmebagte cookies til rådighed.
Cookies gør glad, når man er syg. Jeg har godt nok kun spist 1 af dem idag – samt 2 kiwier og en mini-sodavandsis..
Min mor laver kokosmælksuppe til mig – det er måske ikke min yndlingsret men det er dælme tæt på!
Jeg er ret vild med mange forskellige retter og sidder lige og savler ved tanken om alt muligt andet thailandsk mad..
Har ingen appetit haft hele dagen, så det er virkelig fremskridt at jeg kan tænke på mad uden at få kvalme nu!
lige et lille smugkig ind i ovnen!
Opskriften er til ca 20 cookies:
125 gram blødt smør
100 gram almindeligt sukker
90 gram brun farin
1 æg
100 gram gryn (havre, spelt, rug – ligemeget)
150 gram hvedemel
½-1 tsk bagepulver
100 gram god mørk chokolade, minimum 70 %, jeg brugte Valrhonas Manjari
60-80 gram nødder, jeg brugte paranødder
Start med at sætte smørret over for at smelte, ved lav varme. Imens smørret smelter pisker du alt sukker og æg sammen til det er luftigt. Bland mel, gryn og bagepulver i en skål. Når smørret er smeltet tilsættes 50 gram mørk chokolade, finthakket – det smelter med.
Mix lidt af melblandingen i æggesnapsen og mix derefter lidt chokoladesmør i – skift imellem de to indtil alt er brugt op.
Nu er dejen færdig og skal kun tilsættes resten af chokoladen(50 gram) hakket og hakkede nødder.
Sæt klumper af dejen af på en bageplade, med godt mellemrum – brug en fugtig teske til hver klump og form den i hånden som en frikadelle.
Bages i 20 min ved 200 grader almindelig ovn
skal køle af på en rist.




De kan helt klar anbefales, de smager himmelsk
)