Kategoriarkiv: fjerkræ

Quesadilla con pollo

Endnu et Super Bowl indlæg fra i år – noget jeg heller ikke synes der bør mangle; quesadilla! Vores var lavet med kylling, rød peber og selvfølgelig cheddar.
Quesadilla er super let at lave og det eneste der tager tid er når kyllingen skal marinere.

DSC_1647

til 2 quesadillas (4 store tortillas)

4 tortillas
et par kyllingefilleter(tror jeg brugte 2-3 stykker)
3 tsk tomatpure
1,5 tsk løgpulver
1 tsk røget paprika
salt
peber
olie
et-2 fed hvidløg
evt lidt fintsnittet chili

Mix alle krydderier, tomatpure og olie med fintrevet hvidløg og chili. Skær kyllingen ud i passende bidder og mariner det i en times tid, minimum.

endvidere;
2 røde peberfrugter
ca 125-150 gram friskrevet cheddar
evt friske koriander

Skær peberfrugt ud i strimler og riv cheddaren. Steg kyllingen på en brandvarm pande til det begynder at tage farve.
Inden kyllingen er færdig smides peberfrugt på og det står og steger færdigt – det må gudskelov ikke få for meget, da kyllingen bliver tør. Tag af varmen og hæld eventuelt fyldet op i en anden skål.

DSC_1644

Tag en anden pande der er stor nok til tortillaerne og varm den godt op. Skru ned på lige over medium varme og smid en tortilla på efterfulgt af lidt revet ost, kylling/peber og til sidst mere revet ost(og koriandern, hvis du har lyst). Top op med en tortilla og mas den lidt sammen imens den steger.
Nu skal din quesadilla vendes – det gør du ved at lægge et spækbræt ovenpå, vende hele herligheden og derefter slide quesadillaen ligeså stille ned på panden igen. Lad den steget færdig imens du trykker den let sammen.

DSC_1646

Når den er færdig lader du den køle et øjeblik inden du skærer den ud i trekanter og serverer med f.eks. en god hjemmelavet guacamole til!

helstegt kylling, risotto med svampe og ramsløg og rustik salat

Haha, don’t ask!! Nikolaj er helt tosset med at tage billeder.

Okay, Elliot er lige cyklet videre ned gennem Europa – han stopper næste gang i Oldenborg, så idag skal han cykle ned til Rødby, med færgen og så videre ned gennem Tyskland.
Vi lavede, som i sikkert ved, mad sammen igår – det var sjovt og lærerigt, og jeg fik lidt insiderviden om hvordan tingene foregår på Noma!

Jeg lavede en marineret helstegt kylling og Elliot lavede en super lækker og cremet risotto!
Jeg stod også for desserten, som indeholdt lidt elementer fra skoven.

Opskriften er til fire personer, dog var vi kun 3 kødspisere og næsten hele kyllingen blev spist – så umiddelbart var der kun kylling til 3 i en 1200grams kylling!

Start med at klargøre kyllingen, som skal have ca. 1 time og 15 minutter i ovnen.

Til kyllingen skal der bruges;

4-5 blade ramsløg
skal fra ½ økocitron
en ordentlig skudefuld salt
lidt honning
et par spsk olivenolie

Snit ramsløgene i strimler og riv skallen af citronen. Jeg støder herefter alle ingredienserne i min morter – men de kan sikkert også blendes, i mangel af bedre!
På toppen af brystet og på toppen af hvert af lårene snittes et lille hul i skindet, og med fingrene skiller man skindet fra kødet ved at stikke fingrene ind under. Herefter fyldes lommerne op med olieblandingen, således at al snasket ligger imellem skindet og kødet!
Hullerne i skindet skal ikke været for store :-) det skal bare være så man lige kan få to fingre indunder.
Kyllingen skal først ind i en 200grader varm ovn og efter 15-20 minutter skruer man ned på 170 grader (almindelig ovn)
Kyllingen skal i alt have 1 time og 15 min, hvis den vejer 1200 gram. Det er ca 1 time per kilo man skal regne med.

Risotto med svampe og ramsløg;

Okay, den her bliver lavet lidt på gefühlen – men jeg prøver at beskrive det så godt som muligt!
I alt skal bruges:

300 gram risottoris (vi brugte arborio)
1 dl hvidvin
vand
ramsløg, så meget som du føler for – tror vi brugte 6-8 blade (brug GERNE stænglerne også)
godt med svampe, vi brugte 1½ bakke brune champignon fra netto
salt
parmesanost (en blok, man selv kan rive af – ikke pulver)
lidt fløde
Olivenolie

Start med at tage en gryde og fyld den med vand – vandet skal ikke decideret op og koge, det skal bare holdes varmt. Vandet er til at lave risottoen med.
Tag hernæst en gryde op som er stor nok til at lave risottoen i og en pande som man kan stege svampene af på.

Start med at snitte alle svampene i skiver og skære ramsløgene ud i strimler.
Tag din gryde til risottoen, sæt den over varmen, og hæld lidt olie op i. Når olien er varm tilsættes ramsløgene, som hurtigts svitses. Herefter tilsættes risene, som skal steges med. Risene steger med i ca 5 minutter, under konstant omrøring.
Tilsæt en dl hvidvin og lad det koge ind, under omrøring.
Lidt efter tilsættes en dl af det varme vand, og det skal også koge ind under omrøring. Sådan fortsætter man med at tilsætte en dl vand, hver gang den forrige er kogt ind – under omrøring – lige indtil risene føles som om de er næsten færdige!

Imens man koger ris skal svampene sauteres på en pande, i lidt olie – ikke meget – og når de er færdige kommes de op på en tallerken til senere brug.

Rør i risene, og smag på et enkelt riskorn engang imellen. Når risene er ved at være kogt igennem smager du til med salt og fløde – der skal omkring ½ dl fløde i, tror jeg – det var ihvertfald ikke meget!
inden servering rives en god portion parmesanost udover og det hele røres sammen med svampene.
Smag til om der skal mere ost i.

Serveres med den helstegte kylling, en rustik salat (jeg lavede en ud af salat og cherrytomater, med en dressing af olivenolie, citronsaft og honning.) og eventuelt lidt brød! Elliot havde taget et brød med fra Noma, og det var super lækkert!
Velbekomme!

BBQ kyllingelår m. rødbedesalat og mos!

Pigerne kom til middag lørdag aften og fuldstændig tom for ideer fandt jeg først ud af hvad menuen skulle være lørdag morgen – det ligner ellers ikke mig ;-) Ihvertfald endte det med at blive bbq-kyllingelår m. rødbedesalat og mos!
Opskriften på rødbedesalat er allerede på bloggen så jeg har bare linket til den side. Klik her for opskriften.
Vinen vi fik til er personligt importeret fra Tenerife og er en vin der er lavet på selve øen – den nordlige del, i Orotava :-) Jeg boede på Tenerife i starten af året så derfor ville jeg gerne have lidt lokale lækkerier med hjem.
Den var god – ikke for krydret og ikke for tør, men heller ikke helt vildt sød!

Lårene skal marineres i bbqsaucen – og gerne så laaaang tid som muligt så de rigtig kan ligge og trække! Opskriften her er til 1500 gram kyllingelår. Jeg ville have brugt en jamie oliver opskrift, men eftersom jeg ikke havde alle ingredienserne blev den lavet lidt om!
desuden er det vigtigt at lårene er optøede!

Bbq sauce:

1 løg
3 fed hvidløg (brug gerne flere, hvis du synes)
frisk chili efter smag
1½ spsk olivenolie
1 dl æblecidereddike
4 dl heinz ketchup
1½ spsk dijonsennep
2 spsk brun farin
½ dl friskpresset citronsaft
salt og friskkværnet peber

Løg, chili og hvidløg hakkes MEGET FINT, eventuelt kan de stampes til mos i en morter :-) Alle ingredienser, inkl. løg og hvidløg, kommes i en gryde og koges i lidt over 5 minutter – gerne under låg, men rør i det engang imellem.

Mariner lårene i ca. halvdelen af marinaden, gerne i en pose. Vær sikker på at alle lårene er smurt helt ind. Lad dem ligge så lang tid som muligt, gerne natten over, og mindst 4-5 timer helst.
Når det er tid så smid lårene i ovnen på 200 grader i ca 35-40 minutter. Efterfølgende skal de grilles (på grill eller grillpande).
Under grilningen skal lårene hele tiden vendes og pensles med resterne af marinaden – så det kan sætte sig på som et lag!

Kartoffelmos

Ja, der er vidst mange varianter – men jeg kan rigtig godt lide den her!
Kartoflerne i tern koges i usaltet vand til de er fuldstændigt møre. Vandet sies fra men beholdes i en kop eller kande.
Kom en klat smør i gryden og hæld en smule af kartoffelvandet i gryden. Kør i kort tid med en håndmixer, så der stadig er klumper i.
Skift håndmixeren ud med en grydeske og rør i mosen. Smag til med smør, salt og peber og brug lidt mere vand hvis konsistensen er for hård – eventuelt kan lidt mælk også bruges.

Server med rødbedesalaten til og spis dig mæt og glad lige indtil du revner!!

Skøn grøn salat med saftig kylling

Ooooookay, eftersom jeg vidste at der efter aftensmad igår ventede ca. ½ bøtte Ben&Jerry’s karamel sutra måtte jeg jo hellere finde på noget dejligt sund aftensmad!! :-) Og ja, den er ligeså god som den ser ud!!! Meget syndig. Isen altså, selvfølgelig..
Anyways, jeg lavede en grøn salat, bestående af iceberg, ærter, revet squash og let blancheret broccoli (jeg er IKKE fan af udkogt broccoli!! jeg plejer at koge noget vand op, hælde det udover broccolibuketterne og lade dem stå et øjeblik med lidt salt i vandet)
Bare lav en portion, som du kan blive mæt af :-) Gerne godt med broccoli, det mætter rigtig dejligt.

Til salaten stegte jeg 1 stks kylligefilet med lidt salt og karry. Dressingen er lavet ud af 2 tsk. miracle whip, 2 tsk vand og ca. 1 tsk chilisauce :)

Det her kan laves på UTROLIGT kort tid – så længe du starter med at sætte din filet over på panden – eller i ovnen. På panden, gerne ved medium eller lidt lavere varme så den ikke bliver brændt af før den er gennemstegt.
Iceberg skal snittes, broccoli blancheres, ærter tøes op og squash rives. Det er sund mad i et hurtigt snuptag.

vildand med ovnkartofler & waldorfsalat

Forleden var jeg inviteret ud til middag hos min far og hans kæreste, da de havde nogle vildænder liggende i fryseren – det siger man jo ikke ligefrem nej til, vel!
Al maden blev super vellykket og velsmagende og det hele blev rundet af med en fantastisk dessert som i kan se opskriften på her.
OBS! denne opskrift kræver at du starter dagen før du skal servere din and :-) Vi var i øvrigt 4 personer, og jeg syntes at mængderne her passede meget godt i forhold til hvad der var tilbage.

Til tilberedning af 2. stk vildænder;

1 ltr kærnemælk
6-8 fed hvidlæg
groft salt
æbler
svesker
2 pakker bacon

Start med at fjerne indvolde, hvis de ikke allerede er fjernet. Hvis der sidder små rester af svømmefødder på lårene så fjern også dem.
Fyld en pose pr. and med hakket hvidløg, godt med groft salt og kærnemælk – læg anden heri og luk posen så den er helt tæt. Altså skal du klargøre to poser med en and i hver.
Lad ænderne ligge i 24 timer i køleren og vend dem gerne en omgang med jævne mellemrum.
Når du skal tilberede ænderne starter du med at skylle dem og lægge dem på et skærebræt. Skær 1 pakke bacon ud og svits det af på panden. Snit æbler i tern og skær eventuelt sveskerne i halve. Bland æbler, svesker og bacon og fyld ænderne godt op. Gnid ænderne ind i groft salt.
Ænderne skal have imellem 50-60 minutter ved 200 grader, og den sidste pakke bacon lægges over ænderne når der er ca. 15 minutter tilbage af tiden.

Ovnkartofler:

beregn mellem 3-4 små kartofler pr. person
½ bundt persille
½ bundt basilikum
salt
olie
2 tsk sesam

Start med at hakke persille og basilikum og bland det derefter med salt, olie og sesamfrø. Vend kartoflerne heri og bag dem ved 200 grader i ca 50 minutter.

Rødvinssauce:

3 skalotteløg
bouillon/fond
fløde
rødvin

Okay, det her er opskriften på hvordan min far laver rødvinssauce. Det bliver altid lavet lidt på gefühlen, så jeg har lidt svært ved at angive en specifik opskrift – men jeg skal gøre mit bedste.
Snit løgene fint og svits dem af i lidt smør i en gryde. Hæld 2-3 dl rødvin ved når de er begyndt at blive lidt bløde – de må ikke tage farve, så pas på med varmen. Lad rødvinen koge ind ved medium varme indtil det er reduceret ca 50 procent. Tilsæt ca 2 dl bouillon/fond og lidt fløde. Lad det koge godt igennem og smag til.

Waldorfsalat:

250 gram bladselleri
300 gram druer uden sten
300 g æbler
50-75 g valnødder
3½ dl cremefraiche
1-2 spsk flormelis
lidt citronsaft
et nip salt

hak valnødder og snit bladselleri, druer og æbler i passende størrelse og kom det hele op i en skål. Bland creme fraiche, et nip salt, flormelis og lidt citronsaft i en skål og bland det godt sammen – hæld over salaten og stil på køl indtil servering.