Jeg ELSKER at marinere kød i asiatiske marinader – samspillet mellem det søde, sure og stærke er noget, jeg virkelig er fan af!
Det er i bund og grund meget let at lave en marinade, så længe man har grundingredienserne på lager.
Brug gerne en god soya og en god fiskesauce – kan købes i asiatiske supermarkeder. Der er himmel til forskel på det du kan købe i de små asiatiske supermarkeder i forhold til det du køber i et almindeligt supermarked.
Det er lidt svært at angive bestemte mål her, da jeg oftest laver det lidt på gefühlen og smager til hen ad vejen, så det vil jeg også råde dig til at gøre – her kommer ingredienslisten!
soya
fiskesauce
en god olie (jordnødde f.eks.)
limesaft og skal (helst øko, 2-3 stykker)
citrongræs (1-2 stængler)
frisk koriander (et par håndfulde)
frisk rød/grøn chili (efter temperament)
palmesukker (almindelig sukker kan bruges)
evt hvidløg – men det kan sagtens udelades
Start med at mixe olie, soya og fiskesauce i en skål så du har en base at gå ud fra.
Riv limeskal fint og pres herefter saften ud af, bland det i din base.
Fjern de yderste ”blade” af dine stængler citrongræs, skyl dem og skær bund og top af. Bank dem godt i smadder med skaftet på en tung kniv, eller eventuelt en kødhammer hvis du har en. Herefter hakkes citrongræs-stænglerne fint.
Hak chili, koriander og eventuelt hvidløg fint.
Bland det hele i saucen og rør godt. Smag til med palmesukker og eventuelt mere soya, fiskesauce eller limesaft!
Lad marinaden stå et kvarters tid så den lige kan nå at trække lidt smag ud af alle ingredienserne.
Herefter marineres det ønskede kød – både svinekød, kylling og okse fungerer super!
Når du engang skal stege kødet, så undgå at få marinaden med ned på panden – kødet skal nemlig stege, ikke koge. Når kødet er stegt kan man eventuelt tilsætte lidt af marinaden og lade det reducere med det stegte kød på panden/i wokken.
Er virkelig godt at bruge i en wokret, til en god salat eller måske endda pitabrød/durum? ![]()
Her blev det brugt til at lave hjemmelavede forårsruller – da oksekødet var stegt blev det hakket ud og blandet med grøntsager, pakket ind i dej og friturestegt som forårsruller.
Velbekommen!



