Min mor fik en veninde på besøg fredag aften, og jeg fik mere eller mindre frie tøjler til at kreere en skøn menu – jeg tror måske, at det er den bedste gave man kan give mig!
Middagen var super skøn og næsten helt vegetarisk, men det skal jeg nok fortælle mere om de næste par dage.
Som et fint lille punktum fik vi vanillecreme med bagte blåbær til dessert – en lille men god dessert.
Jeg synes selv, at den ser meget fin ud – serveret i små glas med de bagte blåbær på toppen. Det ser skønt ud – glassene var bare en lille bitte smule for store!
Billedet er desværre rigtigt trist, da jeg ikke havde mit elskede nikon i nærheden ![]()
Prøv at forestil dig, at cremen er sprængfyldt af små fede vanillekorn og at de bagte blåbær er helt lilla/blå – det er bare lækkert!
Ærligt talt, så kan hvilken som helst frugt – indenfor rimelighedens grænser – bruges. Forestil jer lige en gang vanillecreme med bagte blommer, bagte ferskner, bagte figner eller andet… ååååh! To die for.
Til 3 glas bruges;
3 æggeblommer
0,6 dl sukker
½ vanillestang
2,5 dl mælk
3 spsk mel
2 spsk smør
en bakke blåbær (mener der er 125 gram i)
lidt sukker og lidt frisk citronsaft
Start med at måle alle ingredienser af. Flæk vanillestangen og skrab kornene ud.
Bland mælk og vanille i en gryde, og varm stille og roligt blandingen op.
Tag en anden gryde og pisk dine blommer med sukker på høj hastighed med en elmixer. (ikke på varmen!!)
Når æg+sukker bliver tykt og lysner i farven, tilsættes melet – igen piskes der godt og grundigt.
Når mælken er rygende varm – den skal ikke koge – tages gryden af varmen.
Piskes meget stille, meget lidt af gangen og meget grundigt i æggemassen – pisk konstant imens.
Så snart al mælken er arbejdet ind i æggemassen stilles gryden, med hele herligheden, over på en kogeplade med fuld knald på.
Imens massen varmes piskes der stadig konstant. Så snart massen begynder at boble skrues der helt ned, imens der stadig piskes for fuld skrue i ca 2 minutter.
Herefter blandes de 2 spsk smør i cremen og til allersidst – gerne hurtigst muligt efter af smørret er smeltet – passeres cremen igennem en sigte, for at fjerne eventuelle klumper.
Fordel cremen i små glas og kom et lille stykke film i hvert glas – det skal ligge ovenpå cremen, så der ikke dannes skind.
De små søde glas skal på køl et par timer – 3 timer, minimum.
Inden servering tages blåbærene, skylles og puttes op i et lille ildfast fad. Drys 2 tsk sukker udover dem samt et ordentligt skvæt citronsaft.
De skal bages ved 175 grader i ca 5-10 minutter – prøv dig frem
Når dine blåbær er færdige, skal de køle et par minutter – bare indtil det værste damp er aftaget.
Tag dine små glas med creme ud og top op med en spiseskefuld blåbær! Server ASAP
muuuuuums



